søndag den 30. marts 2014

Forårsfornemmelser – og en opskrift boller med nødder og tørret frugt



Så kom det endelig. Foråret. Selvom vi ikke ligefrem har haft en streng vinter, er det altid med glæde jeg noterer mig, at fuglene er begyndt at pippe i vilden sky fra klokken meget tidligt*, det er lyst når vi står op og det myldrer op af jorden med små blomster i alskens farver. Træer og buske står klar til at solen rigtig får fat, så eksploderer hele landet i et lysegrønt, saftmættet glædesskrig. Det er lige om hjørnet, det ved man bare, der er den helt specielle kriblen og krablen indeni, der kun kommer i det allertidligste forår.

Cirka samtidig får jeg lyst til en helt anden slags mad. Væk skal de tunge vinterretter, der har hjulpet os igennem vinteren, rodfrugterne synger på sidste vers og opskrifterne på gryderetter bliver sat i venteposition til efteråret atter rammer os.

Jeg kan næsten ikke vente til de nye, spæde grøntsager kommer frem, nye kartofler, asparges, salat og sommerfrugterne. Desværre må jeg vente lidt endnu, for jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at gå så meget på kompromis medmine principper at jeg køber de kunstigt fremdrevne jordbær og asparges, selvom de står nok så lokkende på hylderne i supermarkedet allerede.

Så jeg må udholde det lidt endnu, og det er jo en god undskyldning for at få brugt resterne af frossen frugt fra fryseren op, så der er klart til årets høst af rabarber, jordbær, ribs og hvad jeg ellers kan få fingrene i.

Weekendens bageprojekt var dog ikke fra fryseren, men i min optik kan man spise boller året rundt og disse er fyldt med alle mulige lækkerier og er skønne som et lille mellemmåltid eller ristede til morgenmad. Og så dufter lejligheden bare helt vidunderligt af friskbagt brød og kardemomme.

God solskinssøndag til alle

*hvilket betyder katten vækker os ca. samme tid…


Boller med nødder og tørret frugt
12 stk, inspireret af Arla

25 g smør
2,5 dl mælk
2 spsk skyr
25 g gær
1 tsk sukker
¾ tsk groft salt
150 g grahamsmel
4-500 g hvedemel
150 g tørret frugt og nødder, hakket i ca. ½x½ cm store stykker.

4 kardemommekapsler*
- Frøene fra kardemommekapslerne fjernes og knuses i en morter.
- Smørret smeltes i en gryde og mælken tilsættes. Hæld blandingen i en skål og tilsæt skyr.
- Gæren tilsættes når mælkemassen er fingerlun og røres ud heri.
- De øvrige ingredienser tilsættes(hold lidt mel tilbage) og dejen æltes grundigt og stilles til hævning et lunt sted i ca. 1½ time eller til den er hævet til dobbelt størrelse.
- Dejen hældes på et meldrysset bord og æltes godt igennem. Tilsæt evt. resten af melet
- Form 12 boller, der stilles på en plade med bagepapir til efterhævning i ca. 1/2 time.
- Tænd ovnen på 180
- Pensl bollerne med æg og pynt med sukker eller græskarkerner. Bollerne bages midt i ovnen i 10-15 minutter

*Kan bruges mere eller mindre efter smag. Da kardemomme fra kapsler ofte smager af mere end det der købes stødt, synes jeg denne mængde er tilpas. Afhængig af hvor frisk ens stødte kardemomme er, kan man bruge ½ tsk stødt kardemomme.

søndag den 23. marts 2014

Ristede hasselnødder


Hvem kender ikke den der småsult, der melder sig sidst på eftermiddagen? Frokosten er blot et fjernt minde og aftensmaden er endnu ikke klar.
Forældre kender det som ulvetimen. Franskmændene forsøger at undgå netop dette med le goûter, som kan være hvad som helst, ofte lidt sødt, og det hjælper blodsukkeret og humøret til aftensmaden står på bordet.
Som en anden lille hobbit spiser jeg selv mere end 3 store måltider, ellers bliver jeg simpelthen for sulten, men selvom jeg forsøger at holde maven fuld, kan jeg godt have brug for at snacke når jeg kommer hjem og skal til at lave aftensmaden.
Og ofte får jeg lyst til slik og ikke spor fornuftige sager, der jo i realiteten ikke virker særlig godt, og jeg bliver endnu mere sulten hvis jeg fx spiser et æble*. Så jeg plejer at kombinere lidt frugt, både tørret og frisk, med nødder og det allerbedste er, hvis det er hasselnødder, der er ristede.

Hasselnødder er jo en ganske lækker spise i sig selv, men hvis man putter dem en tur i ovnen og fjerner skindet, så er man pludselig ikke i tvivl om, hvad nougat er lavet af. Det fremhæver alt det gode i de små banditter og selvom jeg også gerne bruger dem i salater mv, så er det altså som en lille snack de fleste bliver brugt.

Det er svært at give en egentlig opskrift. Jeg plejer at riste en pose ad gangen, når jeg alligevel har ovnen tændt, dog helst ikke over 180 °C, for så bliver de for hurtigt mørke. De spredes i et lag på en bageplade med bagepapir og sættes ind i ovnen. Rør i dem hver 5-10 minut. Langsomt vil skindet løsnes **, og nødderne vil blive yndigt lysebrune og skinnende.
Hold godt øje med at de ikke bliver for mørke! Hellere lade noget skind sidde tilbage end at brænde dem på.
Når de er ved at være klar, hældes de over i et rent viskestykke og får lov til at køle. Så lukkes viskestykket til en lille pose og så skal nødderne gnubbes så skindet falder af. Det er meget sandsynligt at der vil sidde rester tilbage på nogle nødder, men det betyder ikke noget.

Så skal de ristede hasselnødder bare overføres til et opbevaringsglas. Den nemmeste måde, for at undgå alt for meget af skindet følger med, er at bruge hænderne og tage dem lidt ad gangen.
Og så er det bare at guffe løs, de bør kunne holde sig et par måneder, men må indrømme jeg aldrig har dem stående så længe.

*hvilket er fuldstændig naturligt
** faktisk er det ikke helt rigtigt, det er egentlig nødden der skrumper lidt efter væsken er fordampet

søndag den 16. marts 2014

Tidskortet

Det er nu efterhånden et års tid siden jeg faldt over denne bog, men har ikke fået skrevet om den før nu.

 
tidskortet


 Jeg er pjattet med gamle bøger, og mener, at klassikkerne er klassikere af en grund. Hemingway, Dickens og Dumas står stolte side om side med Tolkien og Tolstoj på mine hylder (som dog ikke er for fine til at indeholde Harry Potter og Twilight-sagaen*). Derfor var jeg også noget spændt, da jeg fandt Tidskortet af Felix J. Palma, for det er potentielt farligt at læse bøger, der tager en kendt (og elsket) forfatter og gør ham til en fiktiv deltager i en roman.
Men det lykkes i den grad i denne bog!
H. G. Wells skrev Tidsmaskinen i 1895, og denne bog og forfatteren danner baggrunden for denne fantasy/gotiske roman i 3 dele. Bogen har sat fut i det pænere borgerskab i dronning Victorias London og alle taler om og tænker på tidsrejser- Dette er den handlekraftige forretningsmand Gilliam Murrey ikke er sen til at udnytte, og han begynder at arrangere tidsrejser til år 2000. Den første hovedperson, Andrew, er dog fuldstændig ligeglad med tidsrejser. Han var dybt forelsket i Jack the Rippers sidste offer og på grund af hjertesorg vil han nu tage sit eget liv. Uden at ødelægge noget, kan jeg godt afsløre, at selvmordet bliver forhindret og Andrew i stedet overbevist om, at han kan rejse tilbage i tiden og ændre hvad der skete den forfærdelige nat, hvor hans elskede blev dræbt.
Claire Haggerty er en frustreret skønjomfru, der overhovedet ikke vil giftes med hr. hvem som helst, hun bliver dybt forelsket i den underskønne kaptajn fra mr. Murreys fremtid (som, igen uden at løfte sløret for handlingen, ikke helt er den, han udgiver sig for, men tvært imod er en ung skuespiller fra præcis samme tid som frøkenen).
Den sidste hovedperson er mr. Wells ham selv, han vil helst være fri for al virakken omkring sin bog, bo på landet og pleje sin tuberkulose, men det kan naturligvis ikke lade sig gøre.
Historierne vikler sig ind i hinanden og bogen er en vellykket, skønsom blanding af krimi, sci-fi og historisk roman med et skvæt fantasy som krydderi. Man behøver bestemt ikke kende til den oprindelige roman for at blive hvirvlet med ind i en verden af fortid og fremtid, ulykkelig kærlighed og eventyr. Det er klart én af de bedste bøger, jeg læste sidste år. Det er ikke tung litteratur, men god, gedigen underholdning, der sætter tankerne i gang. Meget mere kan man da ikke forlange af en bog
 
*som jeg fik i gave af min svigerinde, fordi hun ved, at hvis hun giver mig en bog, så skal den nok blive læst på et eller andet tidspunkt - jeg kan ikke lade være

mandag den 17. februar 2014

Citron-ingefær marmelade


Det er sjovt, hvor forskellig smag vi har. Nogen ting, som fx Vegemite, tror jeg man skal have fået ind med modermælken for at nyde, andre ting kan vi lære at lide, som fx oliven og kaffe*. Det er både noget kulturelt og selvfølgeligt noget vi har medfødt, som fx at søde ting er godt.

Det er vidst efterhånden ingen hemmelighed, at jeg er pjattet med ingefær. Det er nok det mest alsidige krydderi vi har, det kan bruges både i det søde og det salte køkken, nogen synes det er stærk, andre kan næsten ikke få nok.
Derfor blev jeg meget begejstret, da min mor sendte mig denne opskrift. Jeg mener, det er blandt verdens bedste marmelader. Kæresten synes derimod det er lidt for meget, lidt for sur, lidt for stærk.

Men så er der mere til mig.


Citroner er jo efterhånden en helårsfrugt her i landet, men vinter = citrussæson, så det er et perfekt tidspunkt at fange solens stråler i et glas og nyde et lille kick af energi og smag hver dag
Arbejdet er lidt omstændigt, især fileteringen af citronerne, og da jeg få dage før havde skåret min finger, var det også en noget smertefuld affære. Men det var det værd! Måske er der noget med, at tingene smager bedre, når man har arbejdet hårdt for dem.

*der er jeg ikke nået til endnu, oliven er derimod et hit.

Citron-ingefær marmelade
Ca. 6 glas solskin, opskriften er taget fra Dalsgaard i Skivholme
8 økologiske citroner
4 spsk. fintrevet ingefær
5 dl vand
1 brev GUL Melatin eller andet pektin
1250 g sukker

Evt. lidt citronsyre
Evt. atamon til at skylle glassene med

-Skræl det gule af citronerne og snit det i små tynde strimler. Pas på med at kun at få det gule med, det hvide bliver bittert. Kom skallen i en gryde
-Skræl ingefæren og riv den fint hen over gryden for ikke at miste noget af den gode smag
- Skær det hvide af citronerne, så der kun er frugtkød tilbage og filetter dem. Fileterne og saften kommes i gryden, hinder og evt. sten kasseres
- Tilsæt vandet og kog massen i ca. 10 minutter. (skallen skal være mør)
- Tilsæt pektinen under omrøring og bring i kog igen. Lad koge i ca. 1 minut og tilsæt herefter sukkeret. Bringes tilbage i kog
- lad koge i 1 minut, tag af varmen og smag til, syrligheden kan justeres med en smule citronsyre eller mere sukker
-Efter ca. 5 minutter skummes marmeladen for urenheder og fordeles i glas. Sørg for at røre godt rundt inden det hældes på rene, skoldede (og evt. Atamonskyllede) glas for at fordele skallen ligeligt


søndag den 9. februar 2014

Vafler med græskar

Faktum: vafler er så meget bedre end pandekager. Don’t get me wrong, jeg elsker pandekager, men der er bare et eller andet over noget, der kommer i hjertefacon

Se selv, det er da nuttet!
Og så smager de jo fantastisk.
Jeg har aldrig rigtig brugt andre opskrifter end min mors vaffelopskrift (så simpel og så lækker), men da jeg faldt over denne, var jeg jo nødt til at prøve det.
Græskar? I vafler? Og med tærte-krydderier? Det er da et weekendprojekt uden lige.
 
Kæresten er ikke særlig stor fan af græskar, med mindre det er i tærte, så når jeg har bagt mine græskar til mos, plejer jeg at fryse noget af det, for selvom jeg er glad for græskar kan jeg trods alt ikke spise et helt selv.
 
Heldigt, ikke? For så behøvede jeg ikke engang at gå uden for døren søndag morgen for at jeg kunne fremstille disse. Og de er lækre. De smager faktisk lidt af græskartærte*, og alle de varme krydderier bringer bare hyggen endnu længere ind på morgenbordet.
 
Og så lærte jeg noget nyt – Man! Kan! Fryse! Vafler! Og så varme dem på brødristeren. Det er faktisk næsten lige så godt som at lave dem frisk? Who knew? Så næste gang laver jeg en endnu større portion, så der er til fryseren. Denne gang gemte jeg nemlig kun to, bare for at se om det også virkede med de danske, noget tyndere vaffeljern.
 
Det gør det...

*det skyldes nok krydderierne
Vafler med græskar
Ca. 12 vafler (afhængig af hvilket vaffeljern man har)
Tilpasset fra opskriften på Two Peas and Their Pod.
85 g smør
125 g fuldkornsmel (jeg brugte fuldkornsspelt)
200 g hvedemel
60 g rørsukker

2 ¼ tsk. bagepulver
1 tsk.  natron
½ tsk. salt
2 tsk kanel
½ tsk tørret ingefær
1/8 tsk. revet muskatnød
1/8 tsk. knust nellike*
4 æg
480 ml kærnemælk
1 tsk. vanilje ekstrakt
245 g græskarmos (se nederst i opskriften)
-          Smørret brunes** ved at komme det i en gryde og sætte denne over medium varme. Lad smelte og brune indtil smørret får en lysebrun farve og dufter skønt. Det tager ca. 10 minutter i alt. Fjern skummet fra toppen og put det brunede smør i en skål, efterlad eventuelle brændte rester i bunden af gryden
-          Bland de tørre ingredienser i en skål, pisk dem let for at fjerne eventuelle klumper
-          I en anden skål piskes æg, kærnemælk, vaniljeekstrakt, græskarmos og det brunede smør
-          Tilsæt de tørre ingredienser under piskning og fortsæt til det er en ensartet masse. Det er en ret tyk dej, men den fordeler sig godt i vaffeljernet
-          Varm vaffeljern og bag vaflerne som normalt

*jeg har nedjusteret både muskat og nellike i forhold til den oprindelige opskrift, da jeg synes de hurtigt overtager scenen fra de andre krydderier, men det kan man jo selv bestemme

**jeg har endnu ikke forsøgt uden at brune smørret til sammenligning, men de er i hvert fald fantastiske med det brunede smør
Græskarmos:
den oprindelige opskrift indeholder ”canned solid-pack pumpkin”, hvilket på dansk bare er græskarmos på dåse. Man kan også tage et græskar (jeg brugte hokkaido)vaske det, og bage det i ovnen til det er helt blødt, tag ud og lad køle. Fjern skrællen og kernerne og mos kødet.

mandag den 3. februar 2014

Grønkålschips

Gojibær, açai, blåbær, havtorn… og grønkål?
 
Den lange række af tidligere undervurderede og, for nogle, nærmest ukendte ingredienser, der pludselig opløftes til stjernestatus er grønkål. 2013 blev året, hvor grønkål blev virkelig moderne i det store udland* og blogs og aviser brugte mange sider på denne nye superfood.
I Danmark er det knapt så ”nyt”, vi har jo brugt det i århundrede og det har derfor al den tid jeg kan huske været en jævnlig tilbagevendende ting i madlavningen. Mine forældre dyrkede det endda en overgang i vores have, men det endte med at hele naboens hus blev dækket af larver, der også syntes at grønkål var godt, så den ”succes” blev aldrig gentaget.

Grønkål er en velkommen gæst på vintermenuen. Både som den traditionelle grønlangkål men også i salater som et frisk, grønt indspark i de ellers noget grå og kedelige vintermåneder.
Noget nyt jeg er begyndt at lave i år er grønkålschips. Et ord, der måske virker en smule selvmodsigende, da chips i manges optik bør være noget med usundt og masser af olie (og måske kartofler, det er der større diskussion om) og grønkål jo er super sundt.

Men det smager godt, mega godt. Nej, man kan ikke skjule at det er kål, så jeg får næppe omvendt min lillebror, men hvis man ikke er bange for en mild kålsmag, bør man virkelig give dem en chance.

*især USA, de har endda indført en national grønkålsdag!

Grønkålschips

1 bundt grønkål, jo mere krøllet jo bedre
ca. 1 spsk olie, fx raps
salt

- grønkålen skylles grundigt og tørres helt
- riv bladene i passende stykker, afhængig af hvor store man vil have chipsene. Det vigtigste er at de er ca. lige store. Selve stænglen skal ikke bruges
- kom stykkerne i en skål, kom olien over og brug hænderne til at blande det godt indtil alle bladene er dækket af et tyndt lag olie.
- sæt stykkerne på bagepapir. Det bliver bedst, hvis man sætter dem på "toppen", altså med det krøllede nedad, så de står som små tyl-skørter
- sættes i en 17o grader varm ovn og bages i 8-12 minutter afhængig af størrelsen.
- tages ud af ovnen og drysses med salt.
Velbekomme

onsdag den 1. januar 2014

Velkommen til min blog, version 2




Ind i mellem tænker jeg, hvorfor jeg overhovedet kastede mig ud i blogging-livet – godt nok lidt useriøst, men jeg kan da se, der ind i mellem er nogen, der kommer forbi, og jeg håber da, de får noget ud af mine opskrifter, lige som jeg får meget ud af andres. Men faktisk tror jeg, at hovedårsagen er min skrivetrang. Da jeg gik i gymnasiet var en af mine favoritting at skrive stil – til flere af mine klassekammeraters undren, men jeg nyder at sætte ord sammen og skabe en sammenhæng. Jeg har aldrig været så fantasifuld, så det drejede sig oftere om essay-agtige stile, hvor jeg kunne tage stilling til diverse ting, se det fra flere vinkler og diskutere.

Så kom den første depression samtidig med studenterhuen, og både læse- og skrive-overskuddet faldt drastisk.

Vel ovenpå depressionen og i gang med drømmestudiet var der lige pludselig andre ting, der tog fokus, og selv min tidligere så uslukkelige læsetørst blev mildnet, måske overvældet af de usandsynligt tykke fagbøger på mit bord, der stod og så anklagende på mig, hvis jeg vovede at kaste et blik i en skønlitterær bog. Og skrivning? Det var der slet ikke tid til – højst en opgave i ny og næ, men mit studie er meget naturvidenskabeligt og kalder mere på udregninger og fagtermer end på god sætningsopbygning.

Bacheloropgaven var skøn – selvom det i høj grad var non-fiktion, var der endelig tid til at fokusere på sætningskonstruktion og formidling, og resultatet blev derefter. Hmm, tænkte jeg, hvorfor har jeg ikke skrevet i så lang tid?

Efter en skøn, fuldstændig fri sommer med en fantastisk rejse i Kina med tasken fuld af bøger, som blev afleveret til forskellige hostels eller medrejsende efter at være blevet læst kom kandidat-delen med endnu en kolo-enorm bunke faglitteratur.

Så kom specialet og den anden depression. Denne gang var der ikke noget med at nyde at skrive – det var bare noget, der skulle overstås så jeg kunne komme videre og forsøge at få styr på mig selv. Takket være en enorm indsats fra min speciale-makker og familie og en fuldstændig umenneskelig indsats af mig selv kom kandidat-graden i hus for et halvt års tid siden, endda med et tilfredsstillende resultat.

Med hjælp fra en deltidsstilling og en psykolog (og igen, familien, hvad gør man uden dem?) er jeg langsomt på vej tilbage i fuldt gear, og nu kan jeg igen mærke den – skrivetrangen. Jeg læser et eller andet godt og får en ubærlig trang til også at skrive! Jeg har egentlig aldrig tænkt, at andre behøvede at læse mine skriblerier, men jeg er heller ikke en dagbogs-skriver (har forsøgt, op til flere gange, men går altid i stå) og derfor besluttede jeg at starte en blog. Ikke fordi jeg regner med en dundrende succes og medfølgende kontrakter, slet ikke, men simpelthen fordi jeg på et eller andet plan føler en forpligtigelse og derfor får skrevet noget med uregelmæssige mellemrum. Og så er det et dejligt anonymt sted, det handler ikke om alt for dybe ting, modtageren er ukendt med jeg forventer det er venlige mennesker, der hygger sig med at læse lidt forskellige ting, som jeg selv gør når jeg stresser af med at læse diverse blogs.

Mad har altid for mig repræsenteret hygge. Jeg stresser af i et køkken, og min psykolog har næsten befalet mig at lave mad – det er nemlig ren ”mindfullness”, en term jeg faktisk har lidt svært ved at forstå, men jeg kan udføre det. Giv mig et køkken, noget der skal snittes/skrælles/æltes osv, og jeg går i en dejlig slags trance, hvor mine tanker kan svære frit uden at blive for konkrete og dermed negative. Jeg har jo noget, jeg skal fokusere på, nemlig maden, og kan derfor holde mig fra den negative spiral jeg har tendens til, når jeg er inaktiv. Jeg er exceptionelt god til at skubbe ting i baggrunden hvis jeg skal fokusere på noget vigtigt (specialet for eksempel), men det hævner sig, og det skal bearbejdes. Men jeg kan ikke gøre det hele tiden, har brug for afslapningstid, hvor hjernen holder fokus på én ting, mens de andre tanker ryger i baggrunden uden at blive begravet.

Derfor en mad-blog.

Derfor en blog om bøger.

Derfor er dette en god ting for mig, og hvis andre vil læse med, er de meget velkomne!