torsdag den 8. november 2012

Fedtfri Gingersnaps

Som tidligere nævnt, et jeg hverken fedt- eller sukkerforskrækket, og jeg mener bestemt, at man skal bruge smør osv, når der er grund til det, altså når det gør noget for smagen, så må man jo bare spise en smule mindre, hvis man er nervøs for helbredet.
Men da jeg faldt over opskriften på fedtfri gingersnaps*, var jeg jo nødt til at forsøge mig med det - småkager plejer jo ikke ligefrem at være fedtfri, og da ingefær er i top 3 over yndlings-krydderier, var det et oplagt projekt.
De var en stor succes, og opskriften er nu blevet en fast bestanddel af mit repertoire- de har den rette balance mellem krydderierne og sødmen, og så er konsistensen helt igennem skøn, knasende sprøde udenpå, blød og chewy indeni.

Dejen er egentlig ret enkelt at lave, den kræver bare lidt tålmodighed med piskningen, og så lidt planlægning, for den er helt umulig at håndtere, hvis den ikke har stået i køleskabet i et par timer inden kagerne skal "formes" og rulles i kanelsukker for at skabe en sprød, smagfuld skal.

*David Lebovitz er en amerikansk konditor, der bor i Paris. Hans hjemmeside er en god kilde til lækre opskrifter blandet med skønne historier om at bo i Paris, når man ikke er indfødt

Fedtfri Gingersnaps
180 g brun farin
75 g æblemos (gerne kogt ind fra 150 g, giver en mere intens smag)
45 g mørk sirup
315 g mel
1 tsk bagepulver
2½ tsk kanel
2½ tsk stødt ingefær (alternativt kan man bruge revet frisk ingefær - jeg plejer at bruge klump på størrelse med en valnød med skal)
1/4 tsk stødt nellike
½ tsk stødt peber
1/4 tsk salt
2 æggehvider (evt. 1 helt æg - så ryger fedt-fri mærkatet bare, men smagen er stadig skøn)
50 g syltet ingefær, hakket i små bitte stykker
kanelsukker til at rulle kagerne i

- Pisk æblemosen med farin og sirup i 5 minutter til den bliver lys.
- Tilsæt æggehviderne til æbleblandingen og pisk 1 minut mere
- Si de tørre ingredienser i en anden skål
- tilsæt de tørre ingredienser til æble/sukkermassen under langsom piskning
- Vend de syltede ingefær i og sæt massen på køl i et par timer

- Tænd ovnen på 180

- Nu skal kagerne formes. Da dejen er meget klistret, selv efter en tur i køleskabet, er den nemmeste måde at tage en ske (jeg plejer at bruge en teske) og dumpe klumper af dej direkte ned på kanelsukkeret, rul hurtigt kagen rundt til den er dækket og flyt den herefter over på en bageplade med bagepapir
- Gentag med resten - sørg for god afstand mellem kagerne på bagepladen, da de flyder en del ud
bages i ca. 12 minutter

tirsdag den 6. november 2012

Granatæblesirup

Sirup er en fast bestanddel i mit køkken - og det bliver især brugt til at dryppe over yoghurt som et lille syrligt/sødt indslag til morgenmaden eller eftermiddagssnacken.

De smukke rubiner, der gemmer sig i de besværlige hinder

Jeg har lavet sirup af mange forskellige frugter, men når vinteren banker på døren er det granatæble-sirup, der simrer på komfuret - gerne i kombination med vanilje, der jo klæder stort set alt! (også det salte køkken, men mere om det en anden gang)
men det er arbejdet værd! Og smukke er de, når de er blevet befriet
Fremgangsmåden er enkelt - og stort set som alle andre typer sirup, bortset fra jeg beholder kernerne, der giver et sødt knas i siruppen.

det endelige resultat. En syrlig/sød sirup med små vaniljeprikker - mums!

Granatæblesirup med vanilje
2 flasker

½ l vand
4 vaniljestænger
4 granatæbler
600 g sukker
evt. Atamon til skylning af flasker

- vaniljestængerne flækkes og kornene skrabes ud. Bland kornene med lidt af sukkeret, hvilket løsner kornene fra hinanden, så de fordeles bedre
- flæk granatæblerne ved at skære rundt om "maven", pil kernerne ud*
- bland vand, vanilje (både korn og de tomme stænger), sukker og granatæblekerner i en gryde, der koges i ca. 5 minutter til alt sukkeret er opløst og kernerne har afgivet størstedelen af saften
- si granatæblekernerne fra og kom dem på de skoldede flasker, hæld saften tilbage i gryden
- kog saften ind til en sirup - man kan selv beslutte hvor tyk. Brug en fugtig pensel til at "børste" siden af gryden, så alle vaniljekornene kommer ned i siruppen
- hæld siruppen på flaskerne og luk dem med det samme


*det er lidt af et pillearbejde og man får meget lyserøde fingre, for saften farver helt vildt meget


torsdag den 18. oktober 2012

Efterår = the tid



Jeg har et noget ambivalent forhold til efteråret... På den ene side så er jeg dybt ulykkelig over at skulle sige farvel til sommeren, jeg hader kulde, regn og blæst og har desværre en tendens til vinterdepression, der begynder at snige sig ind på mig i takt med at dagene bliver kortere.
På den anden side findes der jo næsten ikke noget smukkere end efteråret - træerne klæder sig i de smukkeste flammefarver, som stråler mod en blå himmel.
Efterårsaftensol på bær - det er da også meget pænt...
Og selvom jeg elsker sommerens væld af frugt og grønt, kan jeg heller ikke stå for sæsonskift - og efteråret byder jo på et væld af skøn mad - æbler, pærer, rødbeder, jordskokker, græskar osv.

De kolde dage kalder også på hygge under tæppet med en god bog og en kop dampende varm the. Jeg bryder mig ikke om smagen af kaffe, men har til gengæld valgt at kaste min kærlighed på theen, som med sine mange, vidunderlige smagsvariationer giver mig en daglig dosis glæde - og selvom jeg også drikker the om sommeren, kommer det nu især til sin ret i de koldere måneder.

Et lille udvalg af the
For tiden er mine yndlingsthe'er begge fra hjembragt fra Paris*. Vi har også nogle rigtig gode og lækre thebutikker i København, men traditionen for at drikke the er større i Paris og dermed er kvaliteten og udvalget i top, og så er det jo heller ikke dårligt at et besøg i butikkerne er en oplevelse i sig selv. Mariage Frères er nok en af de mest kendte the-handler i verden, og utrolig traditionsrig! Butikkerne er hyggelige og gammeldags indrettet, og man kan rigtig snuse rundt og forsøge at beslutte sig til, hvilken the, der skal med hjem på hylden - og så er bøtterne bare nuttede! Små, sorte, buttede og emmende af tradition.
Le Palais des Thés er en helt anderledes oplevelse, men ikke mindre skøn. Butikken er meget moderne og stilistisk indrettet, nærmest zen. Deres bøtter er også skønne, men en helt anden stil - høje, slanke cylindre, som passer perfekt ind på enhver hylde
Mine favoritter for tiden er:
Thé du Hammam fra Le Palais des Thés - en grøn the med roser, dadler og orangeblomstvand, der smager sødt og dejligt
Nil Noir fra Mariage Frères - en sort the med citrus og kornblomst

Så nu kan efteråret bare komme an - jeg har fundet tæpperne frem og varmet vandet

*Delikatessehuset på Godthåbsvej fører the fra Le Palais des Thés - det står godt nok ikke på hjemmesiden, men de har dem altså i vinduet
T-Magi på Strandvejen fører the fra Mariage Frères - jeg har endnu ikke besøgt den, men det lyder som et sted, der er værd at smutte forbi, hvis man er i området

tirsdag den 2. oktober 2012

Brownie



Enhver chokoladeelsker med respekt for sig selv er i besiddelse af en opskrift på en god brownie, og det har jeg naturligvis også. Det er måske fordi det er en opskrift fra min mor, at jeg synes det er en af de bedste brownies, man kan lave, men den er i hvert fald også meget populær i omgangskredsen (og familien), så derfor vil jeg også dele den her.
Den kan varieres i det uendelige*, men smager også godt helt plain - det vigtigste er, at vælge en god chokolade, som man selv kan lide smagen af. Jeg bruger helst over 60 % og gerne omkring 70%, men det afhænger også meget af, hvilken chokolade, jeg bruger og hvad brownien skal serveres til. Hvis den skal bruges som dessert og serveres med frugt kan man vælge en mere frugtig chokolade (fx. Valhronas Manjari eller Peter Beiers Hispagnola).

*Jeg tilsætter næsten altid 50-100 g hakkede nødder (valnødder, hasselnødder, paranødder osv. evt. en blanding) Andre variationer er nævnt i bunden af posten

Brownie
ca. 15 stk

150 g mørk chokolade 
100 g smør
250 g sukker
2 æg
100 hvedemel
1 spsk kakaopulver
½ tsk bagepulver
½ tsk salt

- Smelt chokolade og smør i en skål over et vandbad
- Pisk chokoladesmørret med sukker og æg 
- Sigt de tørre ingredienser (mel, salt, kakao og bagepulver) i en anden skål, så alle klumper fjernes. 
- Vend nu melblandingen forsigtigt i chokoladeblandingen - brug en dejskraber eller en træske (der ikke har været brugt til noget med løg eller hvidløg... det smitter af!)
- hvis der skal tilsættes nødder eller chokolade, vendes det i nu
- dejen hældes i en lille form, (30 x 15 cm), foret med bagepapir eller smurt grundigt med smør

- bages ved 180 grader i 20-25 minutter indtil den har dannet skorpe, det er meningen, den skal være fugtig inden i, men den må ikke være flydende

- lad kagen afkøle helt før den skæres ud i små firkanter
- den kan sagtens laves dagen før og kan også fryses, bare pak den godt ind


Variationer 
½ - 2 tsk instant coffee (jeg kan faktisk ikke særlig godt lide kaffe, men kaffesmagen fremhæver faktisk chokoladesmagen, så jeg bruger det ofte i mine chokoladekager, men i så små doser, at det ikke rigtigt smager af kaffe)
1-2 spsk whiskey eller cognac
Skallen fra 1 lille økologisk appelsin eller lime
50-100 g lys eller hvid chokolade (hakket i store chunks og foldet med i dejen)
Chili (afhænger meget af styrke og smag, men chilien er også med til at fremhæve chokoladens smag. Det er dog meget vigtigt, der ikke kommer så meget i, at den overdøver smagen! Så der er kun en vej frem - prøv dig frem og hellere for lidt end for meget!)

torsdag den 27. september 2012

Syltede grønne chilier

Chili er en ingrediens, der ofte bliver brugt i vores madlavning. Jeg holder meget af stærk mad og synes, at chili er med til at fremhæve de andre nuancer i maden, og når man bruger noget andet end det billige chilipulver, kan chilien i sig selv også bidrage med dejlige smage. Derfor er det meget naturligt, at jeg relativt ofte stikker næsen forbi ChiliHouse i Studiestræde.
Her købte jeg sidste vinter nogle tørrede, smukke, gule chilier ved navnet Aji Lemon. Da der jo, som altid, var masser af frø i de tørrede chilier, og jeg tilfældigvis stod med noget ekstra jord, tænkte jeg, at man måske kunne bruge det til noget - ned røg frøene, vand og lys fik de og i løbet foråret dukkede der nogle livskraftige planter op, der sørme også satte blomster. Jeg ved meget lidt om planter*, men læste mig til, at jeg bare skulle ryste planterne lidt ind i mellem, så burde de bestøve sig selv, og sørme så, der begyndte at vokse grønne chilier frem fra de visne blomsterhoveder, og efter et stykke tid begyndte de endda at blive gule og lignede på en prik de indkøbte. Vi spiste eller frøs en del af dem, men da sommeren gik på hæld, og der stadig var en masse chilier tilbage på planterne, besluttede jeg at sylte dem.
Jeg tog udgangspunkt i en helt almindelig syltelage og endte med nogle fantastiske syltede chilier. Citronsmagen kom virkelig frem ved syltningen og de blev super sprøde og lækre.

Syltede varer er en fast bestanddel af mit køkken, det er altid rart med lidt surt til maden. Det er første gang jeg sylter chili, men det er bestemt ikke sidste! Vi spiser dem især som tilbehør til ost eller kødretter.

*og har som udgangspunkt ikke grønne fingre - jeg glemmer simpelthen at vande! det har kostet en del planter livet, men heldigvis findes der stædige eksemplarer, der endda kvitterer med noget spiseligt, det kalder jeg opofrelse

Syltede grønne chilier


Jeg går generelt ind for så lidt sprøjtemidler osv. som muligt, og det gælder naturligvis også når jeg sylter! Jeg skolder altid glassene først, men hvis jeg regner med at skulle gemme produktet i længere tid, skyller jeg også glassene med Atamon, da mugvækst er potentielt mere giftig end lidt tilsætningsstoffer - men det kan man jo gøre, som man vil.

2 glas med plads til ca. 3 dl i hver

200 g grønne chilier
3 sorte peberkorn
1 tsk. korianderfrø
1 laurbærblad
salt
½ l eddike
3-4 dl sukker (afhængig af smag)

- skyl chilierne og skær dem forsigtigt op fra stilk til spids og fjern frøene med en teske
- hæld kogende vand over chilierne og lad dem trække i ca. 5 minutter for at løsne de sidste frø, hæld herefter vandet fra og fordel chilierne i skoldede (Atamonskyllede) glas 
- Sukker og eddike opvarmes med krydderierne, smages til med salt
- Når sukkeret er opløst, hældes den varme væske i glassene, der lukkes. 
- skal hvile i mindst 2 uger, og kan snildt holde sig op til 4 mdr. på køl.

torsdag den 13. september 2012

Marengs

Når jeg fortæller folk, at mine forældre har høns, tror folk straks, at jeg stammer fra landet - det er så ikke tilfældet*, men høns i baghaven, det har de. 
Høns er simpelthen et fantastisk dyr! De får bare en masse rester og vupti, så får man æg i stride strømme, det er da en ægte win-win situation! og passer lige ind i en grøn profil.

Så da vi i sommerferien passede mine forældres hus, kunne vi jo udnytte disse skønne dyrs høje produktivitet - det blev en aften til en omgang marengs. Marengs er i min verden en fantastisk ting. Det er så enkelt, men det er ikke det samme som at det er nemt! En perfekt marengs er for mig knasende sprød udenpå og bliver helt sej inde i midten, når man tygger i den - nogen siger, at man skal komme eddike i for at opnå den ønskede konsistens**, men jeg har ofte lavet dem efter nedenstående opskrift og fået rigtig gode resultater

Som nævnt, er det ret lige til - det eneste det kræver er tålmodighed, hvilket desværre ikke er min aller stærkeste side, men det er ventetiden værd. 
Jeg valgte at servere dem med friske solbær og en vaniljecreme som en dessert, men de fungerer også ganske udemærket som et lille, velfortjent sukkerchok. 



*Jeg kommer fra en provinsby i Jylland, så det kan naturligvis godt være, at eventuelle ærkekøbenhavnere mener, at det er landet, men det kan vi så diskutere en anden gang)
** andre siger, at det er for at opnå ekstra glans, og det kan godt være - det må jeg afprøve næste gang!

Marengs

Hviderne fra 4 store æg
200 g sukker
evt lidt vanilje

- Pisk hviderne med lidt af sukkeret til de begynder at stivne
- tilsættet nu sukkeret lidt af gangen under fortsat piskning og pisk videre i ca. 7 minutter ved mellemste hastighed
- sæt massen i små toppe på bagepapir og bages i 1½ time ved 120 grader

torsdag den 30. august 2012

Rosensirup - sommer på flaske




Når sommeren går på hæld, slår mit samlergen til i stor stil. Som et andet egern begynder jeg at hamstre til vinteren af (sen)sommerens store udbud af spiselige godter - jeg sylter, henkoger og fryser alt hvad min sparsomme skabsplads kan klare.


En af mine yndlingsblomster er roser. Jeg elsker den tunge, næsten bedøvende duft, de smukke, tunge hoveder med de fløjlsbløde blade og det faktum, at de fortsætter blomstringen et godt stykke hen på efteråret.
Det kan ligeså godt blive slået fast med det samme - rosenvand, og hvad man fremstiller med dette, skiller vandende - enten hader man den meget parfumerede smag, eller også kan man næsten ikke få nok. Jeg er helt klart i den sidste kategori, og min mor og jeg har i flere sommerferier tilbragt timevis med at stå på hovedet i diverse rosenbuske og hapse bladene inden de er færdigblomstrede.

Man kan bruge alle slags roser - så længe de dufter. Jeg plejer dog altid at tilsætte vildroser, både fordi de giver en ekstra dybde i smagen og fordi de tilfører en helt vidunderlig farve til det endelige produkt.

Da min beholdning af rosengele var fyldt godt op fra sidste år, gik årets rosenhøst til rosensirup, eller sirop de rose, som det hedder i Frankrig, hvor det drikkes i stor stil med Perrier som en lækker, intens sommersmagende drink

Det er super nemt at lave, det kræver bare lidt tålmodighed. Man skal finde skønne, usprøjtede roser i fuldt flor, der står langt væk fra de store veje!
Så er det ellers bare i gang med at plukke

Vel hjemme igen skal bladene nænsomt renses og skylles - der gemmer sig ofte smådyr imellem, så vær grundig!

Så koges bladene med vand, hvilket resulterer i en uskøn klump rosenblads-snask - men det er meningen, for de har afgivet al deres farve, duft og smag til vandet, hvilket også ses, når massen sies gennem et klæde - og lad nu være med at trykke på massen for at få det sidste med, lad hellere tiden og tyngekraften gøre sit, så undgår man urenheder i det endelige produkt.

Nu har man så rosenvand - men hvis man skal indtage det, bør man tilsætte syre, da det ellers er helt utrolig bittert! Når dette er gjort, kan rosenvandet enten bruges som det er, laves til gele eller koges til sirup.

Rosensirup
ca. 200 g rosenblade
7 dl vand
Saften af 1 citron
400 g sukker (evt. lidt mere eller mindre afhængig af smag, men skær ikke for meget ned, da sukkeret har en konserverende effekt)

- rens bladene grundigt
- kog bladene med vandet, lad det koge i ca. 10 minutter
- si massen gennem et klæde, lad evt. stå natten over for at få alt med
- tilsæt citronsaften til væsken, bland med sukkeret, og kog langsomt op
- lad koge til sirup, det tager ca. en time, afhængig af, hvor tyk man ønsker den er
- hældes på skoldede flasker, evt. skyllet i Atamon eller spiritus

Et voilà, så er der sommersmag til hele vinteren

søndag den 12. august 2012

Den modvillige fundamentalist




Jeg har lige afsluttet "Den modvillige fundamentalist" af Mohsin Hamid. Bogen handler kort fortalt om verden efter d. 11. september, om mistro, misforståelser og modvilje. Egentlig en meget trist bog sådan at "sommerhygge" med, men bogen er skrevet i et stramt og godt sprog, der leder tankerne hen mod Camus' "Den fremmede".

Det er skrevet som en envejs dialog mellem en pakistaner (fortælleren, Changez) og en nervøs, amerikansk turist(eller er han nu det?). De mødes på en fortovscafé i Lahore, og Changez fortæller om sit liv i Amerika, mens han, forgæves, forsøger at få sin tilhører til at slappe af. Mens mørket falder over pladsen trækker uhyggen sammen, for intet er som det umiddelbart giver sig ud for. Slutningen er åben, hvem er den jagede? er det Changez, der bekræfter amerikanerens fordomme, eller har han nærmere tilbragt sin dag med at forsøge at snakke sig ud af sin skæbne?

Jeg vil ikke kaste mig ud i en dybsindig analyse af bogen, og håber heller ikke jeg har afsløret for meget, men jeg kunne faktisk godt lide bogen. Javist, der er til tider lidt søgt symbolik (Changez?, den psykisk syge kæreste (Am)Erica, der klynger sig til fortidens nu afdøde kærlighed og ikke orker at tage noget nyt til sig), men alt i alt en bog, der sætter gang i tankerne.

onsdag den 16. maj 2012

En bogorms bekendelser

Bogorm, læsehest, kært barn har mange navne, og jeg er blevet kaldt dem alle, heldigvis altid i en kærlig tone.

Jeg har altid været en ivrig læser, og selv under de tungeste eksamenslæsninger har jeg altid gang i mindst en skønlitterær bog. Det er en slags afkobling, lidt ligesom madlavningen. Da jeg var lille, kendte den lokale bibliotikar mig så godt, at han lagde bøger til side til mig, han vidste jeg ville kunne lide, og som oftest havde han ret.

Da denne blog er en slags "dag"bog, vil jeg også nævne et par af de bøger, der har gjort indtryk på mig når jeg har læst dem. Jeg læser meget varieret, og jeg tror den eneste røde tråd er, at jeg holder af en velskrevet bog, og jeg orker ikke at læse samme genre flere gange træk, der skal variation til.

Noget af det bedste jeg ved er at skulle vælge en ny bog. Jeg har en hylde kun beregnet til bøger, jeg endnu ikke har læst - enten biblioteksbøger eller bøger jeg har lånt af venner, der tror den vil være noget for mig. Jeg lader fingrene løbe langs hylden, lægger hovedet på siden for at se titlen, trækker et par stykker ud, som jeg kigger lidt på, indtil jeg beslutter mig. Og så er det hen på sofaen, gerne med et tæppe, en kop the og noget sødt, og så går jeg i gang, begiver mig ud på nye eventyr med nye personer, jeg kan grine eller græde med.

Det er afslapning på højt plan.

tirsdag den 8. maj 2012

Grønne mandler


En af de fantastiske ting ved at bo i Paris er markederne! Det er lidt kliché, javist, men det er simpelthen fantastisk at købe ind på denne måde, hvor man ikke ved, hvad man kommer hjem med, for det afhænger af, hvad der ser bedst ud denne dag. 
Det er også en skøn måde at følge årstiderne på. Da vi ankom, var markederne fyldt med vintergrønt, men langsomt begyndte de nye ting at dukke frem. Porrerne lå i store bunker (og stak deres grønne toppe ud af stort set alles poser), radiserne dukkede op og lå som små juveler i alt det grønne, og endelig kom sommerfrugterne; alskens sorter jordbær, abrikoser, kirsebær osv. 
Vi kender selvfølgelig de fleste af produkterne hjemmefra, selvom kvaliteten her ofte er højere. Ind i mellem dukker noget nyt op, som jeg i hvert fald ikke kender, og så må jeg jo købe det for at finde ud af, hvad det er for noget. I forsommeren stødte jeg for første gang på grønne, friske mandler.
De ligner lidt en abrikos - men en meget hård, grøn og lodden én af slagsen. Efter en lille kamp, fik jeg dem halveret (jeg har desværre ikke en ordentlig køkkenkniv her, hvilket er en stor mangel! så det var om at passe på fingrene)

og så kunne de halve mandler pilles ud af deres skjul

Så skulle de bare afpelses og spises.
Og de er lækre! De er noget af de sprødeste og med en mild mandelsmag. Vi guffede dem bare som de er, men jeg kunne forestille mig de ville være gode drysset over noget blød frugt til at give et lækkert, knasende modspil.

tirsdag den 1. maj 2012

Velkommen til min blog


Jeg elsker mad.
Jeg har hørt mange sige, at de ikke spiser for at leve, men lever for at spise. Det er ikke helt galt, selvom jeg er så heldig, at der er mange andre ting, der fylder i mit liv. Som studerende har man brug for at stresse ned og komme lidt væk fra fagbøgerne, og så er der ikke noget bedre end at smutte ud i køkkenet og lave et eller andet – det hjælper med afstresningen og resulterer oftest i en eller anden lækkerbisken.
Jeg har altid elsket at lave mad – jeg var ikke særlig gammel før min mor planlagde en fredags-hyggedag for mig, hvor jeg blev hentet tidligt fra børnehaven og så bagte og hyggede vi i et par timer inden lillesøster skulle hentes fra dagplejen, og dette har garanteret været med til at grundlægge den hyggefornemmelse, jeg får i køkkenet. Selvfølgelig er der hverdag – og mange af dem, hvor maden bare skal på bordet inden vi skal ud af døren igen, men selv på disse travle dage, er det rart at være den madansvarlige.
Da vi i januar 2012 pakkede kufferten for at tage på et halvt års udveksling i Paris, medbragte jeg katten, min surdej og min peberkværn. Så er prioriteterne i orden, ikk?
Nu er det halve år her snart slut – og på trods af vores diminutive pariserkøkken (et resultat af de meget høje boligpriser og deraf følgende små lejligheder), har tiden i dette madmekka har bragt fantastiske madoplevelser af alle mulige slags – flere af dem inspirerede af forskellige madblogs, som har været med til at guide os rundt i byens mange muligheder. Da jeg samtidig har en utrolig trang til at tage billeder af den mad jeg spiser, har jeg besluttet mig til, at jeg vil starte en blog – på den måde kan jeg dele min madglæde med folk, uden de bliver overmætte(…), for jeg kan bruge længe på at tale om mad! Jeg bruger snildt et par timer på at kigge opskrifter, hvis jeg først får sat mig ned, og hvis vi har inviteret gæster, tilbringer jeg frydefulde timer med at planlægge, hvad vi skal have – heldigvis er min søde kæreste også meget madglad, og lytter tålmodigt til mine forslag og kommer selv med input.  
Min madlavning er en blanding af gammelt og nyt - jeg elsker at afprøve nye ting, og hvis jeg finder en ingrediens, jeg ikke kender, køber jeg den gerne for så bagefter at finde ud af, hvad man bruger den til. Jeg har en meget sød tand og spiser chokolade dagligt og er stor fan af den franske tradition med dessert – hver dag. Dette sker dog ikke hos os, men det ville da være dejligt! Jeg er bestemt ikke det, der kan kaldes sukkerforskrækket, og mener, at når man skal ”synde”*, kan man lige så godt gøre det på den ægte måde, med rigtig smør, sukker og god chokolade.

Bloggen er ment som en slags "dagbog" (okay, jeg kan lige så godt være realistisk, det bliver nok nærmere en uge/månedsbog), hvor jeg kan skrive tanker, oplevelser og gode opskrifter ned. Hvis nogen har lyst til at læse med og evt. kommentere skal I være noget så velkomne!

Håber I vil nyde min lille blog – om opskrifter og oplevelser med mad

*jeg bryder mig egentlig ikke om udtrykket at synde, men i mangel af bedre...