torsdag den 30. august 2012

Rosensirup - sommer på flaske




Når sommeren går på hæld, slår mit samlergen til i stor stil. Som et andet egern begynder jeg at hamstre til vinteren af (sen)sommerens store udbud af spiselige godter - jeg sylter, henkoger og fryser alt hvad min sparsomme skabsplads kan klare.


En af mine yndlingsblomster er roser. Jeg elsker den tunge, næsten bedøvende duft, de smukke, tunge hoveder med de fløjlsbløde blade og det faktum, at de fortsætter blomstringen et godt stykke hen på efteråret.
Det kan ligeså godt blive slået fast med det samme - rosenvand, og hvad man fremstiller med dette, skiller vandende - enten hader man den meget parfumerede smag, eller også kan man næsten ikke få nok. Jeg er helt klart i den sidste kategori, og min mor og jeg har i flere sommerferier tilbragt timevis med at stå på hovedet i diverse rosenbuske og hapse bladene inden de er færdigblomstrede.

Man kan bruge alle slags roser - så længe de dufter. Jeg plejer dog altid at tilsætte vildroser, både fordi de giver en ekstra dybde i smagen og fordi de tilfører en helt vidunderlig farve til det endelige produkt.

Da min beholdning af rosengele var fyldt godt op fra sidste år, gik årets rosenhøst til rosensirup, eller sirop de rose, som det hedder i Frankrig, hvor det drikkes i stor stil med Perrier som en lækker, intens sommersmagende drink

Det er super nemt at lave, det kræver bare lidt tålmodighed. Man skal finde skønne, usprøjtede roser i fuldt flor, der står langt væk fra de store veje!
Så er det ellers bare i gang med at plukke

Vel hjemme igen skal bladene nænsomt renses og skylles - der gemmer sig ofte smådyr imellem, så vær grundig!

Så koges bladene med vand, hvilket resulterer i en uskøn klump rosenblads-snask - men det er meningen, for de har afgivet al deres farve, duft og smag til vandet, hvilket også ses, når massen sies gennem et klæde - og lad nu være med at trykke på massen for at få det sidste med, lad hellere tiden og tyngekraften gøre sit, så undgår man urenheder i det endelige produkt.

Nu har man så rosenvand - men hvis man skal indtage det, bør man tilsætte syre, da det ellers er helt utrolig bittert! Når dette er gjort, kan rosenvandet enten bruges som det er, laves til gele eller koges til sirup.

Rosensirup
ca. 200 g rosenblade
7 dl vand
Saften af 1 citron
400 g sukker (evt. lidt mere eller mindre afhængig af smag, men skær ikke for meget ned, da sukkeret har en konserverende effekt)

- rens bladene grundigt
- kog bladene med vandet, lad det koge i ca. 10 minutter
- si massen gennem et klæde, lad evt. stå natten over for at få alt med
- tilsæt citronsaften til væsken, bland med sukkeret, og kog langsomt op
- lad koge til sirup, det tager ca. en time, afhængig af, hvor tyk man ønsker den er
- hældes på skoldede flasker, evt. skyllet i Atamon eller spiritus

Et voilà, så er der sommersmag til hele vinteren

søndag den 12. august 2012

Den modvillige fundamentalist




Jeg har lige afsluttet "Den modvillige fundamentalist" af Mohsin Hamid. Bogen handler kort fortalt om verden efter d. 11. september, om mistro, misforståelser og modvilje. Egentlig en meget trist bog sådan at "sommerhygge" med, men bogen er skrevet i et stramt og godt sprog, der leder tankerne hen mod Camus' "Den fremmede".

Det er skrevet som en envejs dialog mellem en pakistaner (fortælleren, Changez) og en nervøs, amerikansk turist(eller er han nu det?). De mødes på en fortovscafé i Lahore, og Changez fortæller om sit liv i Amerika, mens han, forgæves, forsøger at få sin tilhører til at slappe af. Mens mørket falder over pladsen trækker uhyggen sammen, for intet er som det umiddelbart giver sig ud for. Slutningen er åben, hvem er den jagede? er det Changez, der bekræfter amerikanerens fordomme, eller har han nærmere tilbragt sin dag med at forsøge at snakke sig ud af sin skæbne?

Jeg vil ikke kaste mig ud i en dybsindig analyse af bogen, og håber heller ikke jeg har afsløret for meget, men jeg kunne faktisk godt lide bogen. Javist, der er til tider lidt søgt symbolik (Changez?, den psykisk syge kæreste (Am)Erica, der klynger sig til fortidens nu afdøde kærlighed og ikke orker at tage noget nyt til sig), men alt i alt en bog, der sætter gang i tankerne.