søndag den 30. juni 2013

Hyldeblomstmarmelade

Smukke smukke hyldeblomster

Man siger, at skønhed kommer indefra. At det ikke er udseendet, det kommer an på.


Det ved jeg nu ikke rigtigt. I hvert fald når det kommer til mad. Vi spiser med øjnene, det er der ingen tvivl om. Jeg husker stadig, da mine forældre skulle til bad taste party og maden skulle passe til. Mor farvede tarteletfyldet med lidt blå bolchefarve.
Der var stort set lige så meget tilbage efter festen som der var i starten, og mor laver godt tarteletfyld!
Det var simpelthen bare for grimt til folk kunne få sig selv til at spise det. Dem af os, der har set Bridget Jones, kan levende forestille sig det – farven lignede ret godt.

Det er jo ærgerligt, vi skal lade så meget komme an på udseendet, og jeg synes virkelig man bør give denne marmelade en chance, hvis man alligevel laver saften.

Når den nu smager vidunderligt. Så må vi bare lukke øjnene og nyde smagen, gerne på en scone til en eftermiddagshyggestund.


Den kan jo ikke gøre for, den ligner den grå-grøn-grumsede Limpopoflod. 

Hyldeblomstmarmelade

Kvas fra hyldeblomstsaft
ca. samme mængde sukker (fx 400 g kvas til 400 g sukker)
citroner (jeg brugte 4 til ovenstående mængde)

- Hak kvaset fint i en blender eller food processor. Evt. spædes op med saft fra 1-2 citroner
- vej det og kom det i en gryde med samme mængde sukker og skal og saft fra citronerne
- koges til marmeladekonsistens
- kommes på skoldede, atamonskyllede glas

fredag den 28. juni 2013

Hyldeblomstsaft


Sommer på flaske - sådan kan man vidst bedst beskrive smagen af hyldeblomstsaft. Det smager fuldstændigm som om man stikker næsen i en hyldebusk (hvilket ikke kan anbefales, når man er på vej et vigtigt sted hen - man bliver helt gul. Og ja, jeg har prøvet det...) Det smager af sommer i Danmark, med løfter om skønne, varme dage og lyse, lune nætter, der kommer.
Man kan købe ganske udmærkede udgaver, og de seneste år har det været det, jeg har tyet til, da der altid har været eksamener osv. i perioden, hvor hylden blomstrer. Men i år var der tid – specialet var i hus og hunden skulle jo alligevel luftes. Så en dejlig juni-aften, bevæbnet med et net, begav jeg mig på hylde-jagt. Det var jo heldigvis ikke så svært, de står jo det samme sted hvert år, og er ikke så gode til at gemme sig, duften og de lysende hvide skærme afslører dem.
Dækket af gult støv kom jeg hjem, satte mig i aftensolen og gav mig til at ribbe skærmene for de små hvide blomster. Det tager lidt tid, men da jeg havde besluttet mig til også at skulle lave marmelade, var det klart tiden værd. Så kan man samtidig også lige fjerne de små dyr, der syntes lige så godt om de duftende klaser som jeg.
Jeg var meget spændt, da det er første gang jeg fremstiller saft uden at det skulle koges, det skulle derimod stå og trække i 3 dage, røres i dagligt og til sidst hældes på flasker. Det stiller naturligvis store krav til hygiejnen under udførelsen, og jeg har også valgt at fryse en del af flaskerne, for jeg vil ikke risikere at noget når at vokse i det, før vi får det drukket. Ikke at vi ikke gør hvad vi kan, for mums hvor er det lækkert. Det smager endnu mere intenst end købeudgaverne, og man bliver næsten helt svimmel af sommerfornemmelser.

Og i stil med min aversion mod at smide noget ud, gik kvaset*til marmelade.

*den del der er tilbage i saftposen når saften er dryppet af

Hyldeblomstsaft
Opskriften har jeg fra en veninde - hvor hun har den fra, ved jeg ikke
Giver ca. 2 liter

ca. 40 store blomsterskærme fra hyldebuske
1 kg rørsukker (man kan også bruge almindeligt hvidt sukker, men det klæder saften med de mørke toner fra rørsukkeret)
4-5 økologiske citroner, skåret i tynde skiver
2 liter vand

- blomsterne ribbes fra skærmene, evt vha. en gaffel, samtidig fjernes evt. små dyr. Skyl ikke! da smagen herved forringes
- vand og sukker bringes i kog, når sukkeret er helt opløst tages gryden af blusset og der tilsættes citron og hyldeblomster.
- køl af og sæt på køl
- røres et par gange dagligt, skal trække 3-4 dage afhængig af, hvor kraftig det smager
- når det har trukket længe nok, hældes massen gennem en saftpose eller en si med et helt rent viskestykke i lagt. Tryk ikke, men lad det dyppe ned i en ren skål. 
- saften hældes på rene, skoldede flasker, evt. skyllede med atamon. 

- Jeg kender desværre ikke holdbarheden, men hvis hygiejnen har været god burde det kunne holde en god måneds tid. Jeg valgte at fryse mine ned, da holdbarheden herved forlænges betragteligt. Husk at efterlade lidt plads i flasken til at saften kan udvide sig ved frysning

søndag den 2. juni 2013

Oksekød med citron, koriander og ingefær

Koriander - en omdiskuteret lille en, men hvordan kan
man hade noget med så fine små blomster?
Nød lærer nøgen kvinde at spinde - og sulten pige at opfinde gode ting og sager.

I går orkede jeg simpelthen ikke at handle, det har været en meget travl uge - og derfor blev aftensmaden opfundet ud fra indholdet i skabe og fryser. Dette sker relativt ofte, nogle gange med stor succes, andre gange noget, der holder sulten fra døren, men ikke behøver at gentages...

Heldigvis hørte gårsdagens aftensmad til først-nævnte. Det kombinerede nogen af mine favorit-ting, ingefær, citron med den koriander, der vokser i dejligt store mængder i mine altankasser. Jeg ved godt, der er mange, der synes koriander smager af sæbe, men jeg knus-elsker den lille plante - og så er ideen om, at man kan bruge det hele, lige efter mit hjerte. De tørrede frø bidrager til citrus-smagen i retten kombineres på fineste vis med de smukke, velduftende blade, der sætter tanker igang om ture til Asien.


Mums! Retten blev også tilsat lidt grønne bønner og nogle løg for at gøre det lidt mere mættende, og så var det ellers bare at side på altanen på årets første sommeraften og guffe i sig - det er da en god måde at indvi sommeren på

Asiatisk inspireret oksekød med masser af citrus
200 g oksekød - skåret i tynde skiver
saft og skal fra 2 økologiske citroner 
6 cm frisk ingefær, revet
3 fed hvidløg. revet
2 spsk korianderfrø, knuste
2 spsk ketjap manis (sød soja-sovs. Alternativt kan man bruge en almindelig salt soja og tilsætte noget muscovado, mørkt rørsukker eller brun farin)
300 g grønne bønner
2 store løg, skåret i tynde skiver
blade fra 1 lille bundt frisk koriander (kan udelades)
salt

- Riv 2 fed hvidløg, 4 cm ingefær og citronskal i en skål. Tilsæt citronsaften, 1 spsk korianderfrø og 1 spsk. Ketjap Manis og rør rundt med en knivspids salt. Mariner oksekødet i blandingen i minimum ½ time, gerne længere.
- Varm en wok med lidt olie. Lynsteg kødet i 3 portioner, lad det ikke blive helt gennemstegt. Tag fra og gem til senere
- tilsæt de resterende korianderfrø, 1 fed hvidløg og den resterende ingefær til wokken sammen med 1 spsk ketjap manis. Steg løgene ved svag varme til de bliver bløde, lysebrune og har opsuget alt den gode smag fra krydderierne.
- steg bønnerne med til de bliver bløde
- tilsæt kødet og steg til alt er gennemvarmt og gennemstegt. Lige inden servering røres de friske korianderblade i, hvis det ønskes

- serveres med ris