søndag den 22. september 2013

Duftende nudelsuppe med kylling

Dette billede har absolut intet med resten at gøre
- ud over at minde mig om, hvor smuk sommeren er...
og hvor længe der er til det er sommer igen!
Én af grundende til at efterår og vinter ikke står højt på min liste over yndlingsting er, at jeg altid bliver syg. Som oftest starter jeg med en forkølelse i september, og den slipper mig aldrig fuldstændig før foråret atter kommer til landet. Det bliver bedre ind imellem, men jeg er aldrig helt fri for lidt snot og hals-halløj. Oven i dette får jeg naturligvis den obligatoriske influenza, halsbetændelse og en ubestemmelig feber nu og da. Det gør det da svært at nyde årstiden inderligt… Jeg er heldigvis sjældent så syg jeg ikke kan arbejde osv, men det er nok til at føle mig lidt ”jamsk”*

Og så er der én ting, der kan gøre det hele bedre.

Suppe.

Den ultimative trøstemad, når man er lidt kold og træt**. Det varmer bedre end nogen anden slags mad, og hvis man har lidt øm hals, kan det glide ned uden problemer.

Jeg er et af de irriterende mennesker, der altid har hjemmelavet fond i fryseren. Vi køber oftest hele kyllinger, da vi så kan få kyllinger, der har haft et liv vi kan være bekendt, til en pris man også kan overkomme på SU. Så har vi mad til 3 dage samt et skrog til fond. Vi fryser skrogene, og når der er et par stykker (eller fondbeholdningen er på vej i bund) koger vi dem i en masse vand i et par timer med løg, porretoppe (som jeg også gemmer…), gulerødder, laurbærblade osv. Og så fryser vi det ned i passende portioner.
Jeg er helt sikker på man lige så godt kan bruge købefond, jeg har bare meget svært ved at smide noget ud, og jeg synes jeg kan smage forskel, og så betyder det ikke så meget lige at bikse sammen og lade stå og hygge sig på komfuret en søndag mens man laver alt muligt andet.
Denne opskrift er baseret på denne "Hairy Biker"-opskrift. Min guilty pleasure når jeg er lidt skidt er madprogrammer, og så ligger jeg der og bliver lidt inspireret, eller måske ikke, men så er jeg da underholdt.
Dejlig duftende, varmende helt ind i sjælen og helt sikkert sund.
Så kan efteråret bare komme an!

*Min venindes mor har lært mig dette ord, der, så vidt jeg forstår, stammer fra Kolding-egnen og er den bedste danske oversættelse til den engelske ”feeling under the weather”. Altså sådan lidt ved siden af sig selv, så man har det skidt nok til at have lidt ondt af sig selv, men ikke skidt nok til at lægge sig syg. 


**Chokolade og kager er en helt anden slags comfort food, suppe er en sjælevarmer. Chokolade en nødvendighed ; - )

Duftende nudelsuppe med kylling

Suppe:
1 liter kyllingefond
2 stilke citrongræs
6 små chili, fx birds eye (afhængig af smag)
4 kaffir lime blade
2 løg, skrællede og skåret i fine skiver
50 g frisk ingefær. skrællet og skåret i tynde skiver
3 fed hvidløg, pillet og skåret på langs
4 spsk lime juice
2 spsk thailandsk fiske sauce

Fyld til suppen:
100 g nudler - jeg brugte de helt tynde risnudler
100 g sugar snaps (ærter) eller haricots verts skåret over på midten
1 rød peber, renset og skåret i tern
majskornene fra 2 majskolber, alternativt 100 g. frosne majs
2 gulerødder, skrællet og skåret i små tern

1 bundt frisk koriander

Kyllingekødboller:
250 g kyllingefars(*)
2 forårsløg, finthakket
1 fed hvidløg, revet eller presset
1 lille chili, fintsnittet
1 spsk maizena, plus lidt ekstra
¼ tsk salt
2 spsk hakket, frisk koriander
friskkværnet sort peber


- bring fond i kog
- samtidig fjernes den indre, bløde del fra begge citrongræs stilke og lægges til side. Put de hårde, ydre blade i den nu varme fond sammen med 3 chilier snittet på langs, kaffirlime-bladene, hvidløg, ingefær og 1 af løgene. Lad småkoge i 15 minutter mens kyllingebollerne forberedes. 

- Kom alle ingredienserne i en skål og ælt eller rør dem grundigt sammen. (*)alternativt kan man tage 250 g. kyllingebryst og hakke det i blenderen sammen med forårsløg, hvidløg, koriander og chili, herefter æltes resten sammen
- kom noget maizena på en tallerken og på hænderne. Rul blandingen til ca. 20 små boller, put maizena på hænderne i mellem hver for at undgå det klistrer alt for meget

- Si fonden så citrongræs mv. tages fra. Kom de sidste løg, det fintsnittede indre fra citrongræs-stilkene, limesaft og fiske sauce i samt de resterende chili. 
- Varm langsomt op, når det småkoger tilsættes kyllingebollerne, der koges i et par minutter. 
- Tilsæt gulerødder
- Hvis man bruger risnudler, koges disse nu i en separat gryde efter instruktionerne på pakningen, ellers kommes de i suppen nu
- tilsæt de resterende grøntsager og kog under sagte varme til grøntsagerne er "al dente" og kyllingebollerne er gennemkogte. Smag til med limesaft, fiske sauce og sort peber
- serveres i skåle med et ordentligt drys frisk koriander

lørdag den 14. september 2013

Æble-kanel challah-boller


Sommeren i år har været svær at sætte en finger på, når man ikke er haveejer eller landmand. Masser af solskinstimer, hvilket også kan ses på mængden af frugter der bugner på træer og buske her i sensommeren. 
Alligevel føler jeg mig en lille smule overrumplet af efterårets komme. Jeg er slet ikke klar til at slippe sommerens sol og varme, og de smukke grønne farver og blomsterflor, og jeg synes ikke jeg har nået at nyde sommeren før jeg vågnede en morgen og luften havde den der snert af efterår. Vi kender den alle – den lugter koldt (ja, det er altså en lugt!), lidt af brænderøg og brune blade. Man ved det bare, sommeren er slut og vi gik fra sensommer til efterår, uden helt at opdage det, men det er her. Og så går det hurtigt, en morgen kan man se sin ånde på morgen-lufte-turen med hunden, spindelvævene glitrer af dugdråber i den kølige morgenluft, træet foran mit køkkenvindue begynder at blive mere og mere brunt i kanterne.

Sommeren er nok min yndlingstid (eller foråret? Det er så fyldt med løfter og sprødhed), jeg elsker sommerfrugterne, grill-aftner, de lyse og lette sommerretter, man kan nippe til når det er varmt. Men næsten i samme sekund at luften får sin snirpethed, kommer der en ubærlig trang til at spise og kokkerere med efterårs-ting. Græskar, æbler, rodfrugter, simreretter, varme krydderier som kanel og muskat sniger sig ind i mine kreationer, næsten uden jeg opdager det.


En regnfuld lørdag resulterede det i disse boller. Challah er et traditionelt, flettet jødisk brød, bagt med store mængder æg. Da mine forældre jo har nogen meget produktive høns er det intet problem, og da den skønne sommer også har resulteret i æbletræer, der er ved at segne under de mange, smukke, søde og sprøde æbler var denne opskrift oplagt! Tilføjelsen af æblerne og kanelen og det at de blev bagt som små boller gav en perfekt og meget fyldig eftermiddagsmad. Jeg skar lidt ned på gæren (og olien) i forhold til den oprindelige opskrift, satte det til hævning og gik en god lang tur i skoven med min hund og min søster (hvor vi fandt kantareller, hvor heldig har man næsten lov at være!), kom hjem, bagte dem og satte os med en god kop the og de nybagte boller. De var skønne i sig selv, blot med en lille smule smør, men da vi kom lidt af den hjemmelavede brombærmarmelade på var det som at spise efteråret i en enkelt bid!

Æble-kanel challah
ca. 12-16 stk. Oprindelig opskrift kan ses på denne side

Brød:
160 ml lunkent vand
4 hele æg, stuetemperatur
3 æggeblommer*
50 ml olie
3 spsk. honning
2 tsk salt
2 tsk bagepulver
10 g gær
ca. 600 g hvedemel

Fyld:
2 store æbler, skrællede og skåret i små tern drysset med 1½ tsk. kanel


Et sammenpisket æg til pensling samt lidt kanelsukker

- rør gær og honning ud i det lune vand, tilsæt resten af ingredienserne (hold lidt af melet tilbage) og ælt grundigt
- hvis dejen er alt for klistret kan man tilsætte mere mel under æltningen, men som til alt brød er det hellere lidt for våd end lidt for tør
- lad hæve til dobbelt størrelse,ca. 2 timer under et klæde et lunt sted**
- hæld dejen på et meldrysset bord og tryk den lidt flad. Hæld de kaneldækkede æbler over og fold dejen sammen flere gange indtil æblestykkerne er nogenlunde fordelt i hele dejen
- skær dejen i 12-16 stykker og rul hvert stykke til en lang pølse, der rulles sammen til en spiral. Kom "spiralerne" i hver deres smurte muffinform
- Sæt ovnen på 180 grader (ikke varmluft) og lad den blive varm mens brøddene efterhæver i 30-40 minutter.
- pensl brøddene med et sammenpisket æg og drys med lidt kanelsukker
- Bages i 20-25 minutter til de er lysebrune og dufter skønt

*brug evt. hviderne til marengs med det samme eller frys dem til en anden gang
** hvis man har travlt kan man putte 20 g gær i og så tager det kun ca. 45 minutter