onsdag den 9. januar 2013

Lemon curd



Vinteren er en hård tid at komme igennem - det er mørkt når man står op og mørkt når man får fri, og den smule dagslys der er, er ikke helhjertet men blot en lidt lysere periode på natten...
Hvis bare det altid så sådan ud om vinteren...
ikke, at jeg ikke kan sætte pris på en smuk vinterdag med sol og sne, det kan jeg i hvert fald! Jeg er bare mere en "sol-sommer-mindst 25 grader"-pige...
når det er sagt, så er der da nogle gode ting ved vinteren, hyggen, julen osv, og ikke mindst citrusfrugterne. Deres smukke farver, dejlige smag og duft sætter kulør på de mørke dage, og der er da lidt magi over en familie, der er så alsidig - sød, sur, bitter, det kan bruges som finish i både det søde og det salte køkken og spises alene.

Da jeg samtidig har et meget svagt punkt for den engelske afternoon tea* er lemon curd en oplagt måde at benytte disse skønne frugter. Jeg faldt over denne opskrift med grapefrugt, som jeg helt sikkert skal afprøve, men jeg havde altså kun citroner i køleskabet, så jeg lavede den traditionelle. Opskriften var nem at gå til, og resultatet blev utrolig lækkert - og efter min mening bedre end det man køber.

Jeg valgte at gøre den til den lidt sure side, men det er jo en smagssag og jeg er sikker på man kan tilføre mere sukker, hvis man foretrækker det. Husk også altid at rive citrusfrugterne over gryden/skålen, da der afgives en stor del af de aromatiske olier ved rivningen og det er en skam ikke at få dem med!

*det er lidt ligesom barndommens dukke-theselskaber med de små finger-sandwiches, og så er det jo endnu en undskyldning for at nyde the

Lemon Curd
1 lille glas

4 økologiske citroner
150 g sukker
55 g smør (gerne saltet) i små tern
2 hele æg, sammenpiskede *

- Citronerne vaskes og tørres. Det yderste af skallen rives på et fint rivejern og herefter presses citronerne og skal, saft, smør og sukker blandes i en skål.
- Skålen sættes over et vandbad, hvor vandet er lige under kogepunktet (det må helst ikke røre bunden af skålen) og der varmes under omrøring til smørret er smeltet og sukkeret er helt opløst. 
- Æggene tilsættes, og blandingen varmes under omrøring til den er tyk og cremet og har en temperatur på 81 grader. 
- Den varme creme hældes på glas, og opbevares i køleskabet. Den skal sætte sig i mindst 4 timer, men gerne til dagen efter

Man kan også tilsætte hakkede, ristede mandler (50-100 g) til curd'en når den er færdig for lidt ekstra knas og så selvfølgelig fordi citroner og mandler er meget gode venner. 

* da curd'en skal varmes op, kan man godt benytte friske æg, men hvis man vil være helt sikker kan man bruge pasturiserede